En vise vil vi synge her til konfirmandens ære,
ved denne fest, han hædersgæst jo absolut må være.
Vi i muntert vennelag
fejre vil vor gut i dag.
Hip hurra – vor konfirmand, sig “voksen” kalde kan!

Han var en dejlig, yndig dreng, dengang han kom til verden,
var livlig, rørig hvert minut, og rask i al sin færden,
og familien var helt væk
i den lille kæledæg.
Hip hurra – vor konfirmand, til kæleri blev vant!

Så kom lidt alvor, da til skolegang ham pligten kaldte,
det skulle man jo – det var ikke noget selv han valgte,
men det gik da også godt,
og han klarede sig flot.
Hip hurra – vor konfirmand, det hole klare kan!

Han legede, han venner fandt og voksed’ op med tiden,
han lærte meget, blev udrustet med en masse viden.
Dog han stadig “drengen” var.
knyttet nær til mor og far.
Hip hurra – vor konfirmand, sit hjem godt lide kan!

Hvad skal du være? – Dette spørgsmål får han tit i ho’det,
men når man ser, hvordan de voksnes verden er så rodet,
så kan man da godt forstå,
den slags må der tænkes på.
Hip hurra – vor konfirmand, til alting blive kan!

Men spøg til side, livet skal jo leves og den alder,
som konfirmanden nu er i – ideerne fremkalder,
men gå blot til mor og far,
gode råd de til dig har.
Hip hurra – vor konfirmand, må tro, at det er sandt!

Vi snart er nået til finalen med vor lille vise,
og vi vil slutte af med vores konfirmand at prise,
Husk, hvor end du kommer frem,
glem dog ej dit barndomshjem.
Hip hurra – vor konfirmand – det var dit drømmeland!

Gid held og lykke dig 1 fremtid kun må stadig følge,
at din sejlads må blive rolig ud på livets bølge.
Det vi alle ønsker dig,
og du med skal ha’ på vej:
Hip hurra – på denne da’ – ET MÆGTIGT HØJT HURRA!